Jeg så mirakler

"Mirakler er kun for dem, der tror på dem" - manges udsagn

"Mirakler er mest for dem, der ikke tror" - red.

Mirakler efter forbøn er virkelige (men videnskabeligt uforklarlige) hændelser. Jeg har set mirakler ske hos andre, jeg har som jeg vil beskrive herunder selv oplevet mirakler, og jeg har hørt mange beretninger om mirakler, fra et stort antal forskellige mennesker.

Vores børn er født i Colombia. Vi fik Nicolas i 1999, Cornelia i 2001 og Conrad i 2003. Nicolas er 2 mdr.,  da vi får ham. Vi får at vide, at han skal til børnehjemmets læge til kontrol, og de tror, han skal have skinne på pga. hofteskred. Vi konstaterer selv, når han ligger på maven på puslebordet, at folderne på lårene og benene er asymmetriske. Sidste gang jeg lægger mærke til det, er aftenen før kontrollen, hvor er jeg ved at ordne ham efter et bad, og jeg hygger med ham og kilder ham og vi griner. Så beder jeg i Jesu navn om, at han må være helt rask. Da jeg giver ham tøj på, synes jeg ikke længere, jeg kan se de asymmetriske folder, og dagen efter, da vi er til kontrol på børnehjemmet, siger lægen, at der ikke er noget galt.

Vi bor sammen med svenskere på pensionatet. Vi spiser frokost en dag, og de siger, at de om eftermiddagen skal ind og have lagt skinne på deres datter, fordi hun har fået konstateret hofteskred (hun er fra et andet børnehjem, så det er ikke bare en standarddiagnose fra samme læge). De er lidt nedtrykte over det, og efter frokosten går jeg ind på deres værelse for lige at sige god tur og på gensyn. Deres datter ligger i vuggen og pludrer. Jeg lægger hånden ned på hendes hoved (mener jeg at huske), og jeg siger inde i mig selv ”bliv rask i Jesu navn”, men jeg siger ikke noget til dem.

Jeg går ned til os selv, lægger mig på sengen og falder lidt i søvn, indtil jeg en halv times tid senere hører nogle stemmer. Højst uventet er det familien, der er kommet tilbage fra børnehjemmet – for deres datter havde ikke hofteskred alligevel. Jeg har aldrig fået fortalt dem, at jeg bad for hende, men de læser det måske her.

Vi kommer hjem med Nicolas, og efter kort tid døjer han med store betændte bylder på numsen. Hver dag er der en eller to nye, som min kone er nødt til at fjerne dem, så de ikke indkapsler sig under huden. Det er smertefyldt for Nicolas, og også for Dorte, der må påføre ham smerten. Efter ca. tre uger uden tegn på bedring, kører jeg og Nicolas til forbønsmøde hos Inge og Hans Berntsen, der taler i Roskilde. Med Nicolas på armen, står jeg i køen til forbøn hos Inge, og da det bliver vores tur, beder hun i Jesu navn, at Nicolas må blive fuldstændig fri for flere bylder. Da vi kommer hjem og ordner ham efter badet, ser vi, at der ikke er nye bylder, og der kom ikke én eneste efter dette.

Cornelia er i manglende trivsel, da vi får hende, 4 måneder gammel, hun spiser ikke meget og er i dårlig trivsel. Efter tre dage er hun nærmest ved at dø i vore hænder, og kun min kones vedholdende kærlighed, ypperligste kunnen og et besøg af en fantastisk læge, får Cornelia på vej mod livet igen. Efter 3 måneder hjemme, er den traumatiske start på livet og et problematisk forhold til mad, fortsat en stor del af Cornelias liv. Allerede ved bestikkets raslen under borddækning begynder hun at græde, og det er stort set håbløst at få mad i hende. Hverken kartoffelmos med smør eller en sutteflaske med mælkepulvermælk giver noget levedygtigt resultat. Cornelia holdt op med at spise 7 mdr. gammel og i 1 ½ mdr. drak kun vand af kop.   På sygehuset sagde forskellige vagtlæger bare, at når man smilede og var glad som Cornelia kunne man ikke være sulten.

En dag nærmest befaler jeg Dorte til at komme op med Cornelia til møde med Inge og Hans, når Cornelia var vågnet af middagssøvnen. Jeg er til stede under hele mødet, og venter spændt på, de skal komme. Da de langt om længe kommer ind ad døren, er mødet og forbønnen næsten slut. Hans sidder på en stol med sved på panden efter at have bedt for måske 200 mennesker. Han smiler glad til Cornelia, da vi sætter hende ned til ham på stolen og han siger ”sikken et dejligt smil du har” (og det har hun bestemt, men det har børnehjemsbørn ofte som en del af deres overlevelsesstrategi, uagtet at deres smil ikke har noget med glæde at gøre). Hans beder i Jesu navn for, at Cornelia må blive rask og begynde at spise.

Jeg husker, at vi ikke taler meget sammen, da vi kommer hjem kort før middagsmaden skal på bordet. Anspændte og udmattede af den belastning, som ingen, hvis barn spiser ubesværet, har en chance for at sætte sig ind. Jeg dækkede bord, og holdt vejret – og miraklet viste sit resultat. Cornelia græd ikke, men spiste, uden problemer overhovedet, og fra den dag gik det kun fremad.

Da Conrad var 3 måneder, fik vi ham – og hvad vi havde haft af problemer med Cornelia angående sutteflasker og mad, det gentog sig på ingen måde hos Conrad – til stor glæde for hele familien. Efter ca. to uger begyndte Conrad at få et ændret afføringsmønster hen i det højeksplosive område - på en langt mere ustyrlig måde end selv diarré. Det blev værre og værre i Colombia, og ikke spor bedre efter vi kom hjem. Efter at have indsendt en afføringsprøve til Seruminstituttet, bliver vi ringet op en sen fredag eftermiddag og får besked på, at Conrad har VTEC. Det er en colibakterie, der er ekstrem smitsom og i øvrigt kan give akut nyresvigt, og som hvert år forårsager mange dødsfald i Syd- og Mellem- og da vistnok også Nordamerika.

Conrad har fået den – er vi sikre på – gennem vandet i Colombia. Vi må helst ikke være sammen med andre voksne, og vi må slet ikke være sammen med andre børn, før embedslægen har vurderet sagen, og han er gået på weekend. VTEC kan blive behandlet med antibiotika, men dette kan være med til at fodre bakterien og forværre situationen,  så det er jo heller ikke ligefrem en farbar vej.

Weekenden går i isolation, og mandag – efter en formiddag hvor Nicolas og Cornelia ikke ikke komme i legestue, fordi de under ingen omstændigheder måtte være sammen med andre børn, får vi atter ”udgangstilladelse”, men med stærkt løftede pegefingre om ikke at skifte ble offentligt eller i nærheden af andre med børn. Jeg husker det som om der herefter stadig gik 6-8 uger med eksplosive vandige bleskift og gulvvask og afspritning, for selv en ble har sine begrænsninger. En søndag kører jeg til et møde med Hans og Inge i Roskilde, og jeg mener, det var Inge der bad for Conrad i Jesu navn, at han måtte blive rask. Samme eftermiddag sendte vi endnu en afføringsprøve med det intetanende postvæsen, og jeg mener vi fik svar om torsdagen i den uge, at der ikke længere var spor efter VTEC. Samtidig kunne vi mærke i et par dage op til svaret kom, at afføringen blev bedre og bedre – så det var ikke overraskende, om end lige fantastisk, da vi fik svaret.

Nu til nogle andre oplevelser jeg har haft, der ikke har med børn at gøre.

På et kontor sad jeg en overgang ud for printerrummet. En fredag morgen kommer BL fra sit kontor rundt om hjørnet for at hente noget i printeren. Hun går besværet, med det ene ben sådan slæbende efter sig. Hun har ondt i ryggen. Det var i 00’erne, hvor man printede både livligt og lifligt, som tegn på både produktivitet, effektivitet og god kundeservice. Hun kom derfor tilbage med jævne mellemrum, stadigt mere besværet. Omkring middag kunne jeg ikke slå tanken ud af hovedet længere, at jeg skulle tilbyde at bede for hende. Det var ikke naturligt for mig – jeg kæmpede med min blufærdighed og frygten for at mislykkes.

Da jeg havde spist frokost, tog jeg mod til mig. Jeg gik hen til hende, og lænede mig ind over hendes skrivebord og sagde, at jeg ikke kunne få den tanke ud af hovedet, at jeg skulle spørge hende, om hun ville have, at jeg bad for hende. Hun sagde straks ja, og jeg sagde, vi skulle gå ind i et mødelokale for ikke at vække opsigt. Hun haltede efter mig, da vi gik derind. Jeg havde set Hans og Inge gøre det mange gange, men jeg rystede i kroppen og var helt tør i munden, mens mit indre gentog igen og igen, at det handlede ikke om mig – det er ikke mig, der helbreder – det er Jesus – jeg skal bare sige ordene. Det er ikke mig, der ”har fejlet”, hvis det ikke går godt – det er Jesus, der helbreder og det er Jesus, der bestemmer, om der skal ske noget med det samme, som jeg så inderligt ønskede – mest for BL’s skyld, men også lidt for min egen blufærdigheds skyld.

Jeg sagde til BL at hun skulle sætte sig på en stol med rumpen helt tilbage mod stoleryggen (sådan havde jeg hørt Hans og Inge sige det), jeg bad hende løfte benene op i vandret, mens jeg sad foran og løftede skoene, så de var ud for hinanden, og jeg holdt under hælene for at aflaste vægten. Jeg så tydeligt, at der var 1-2 cm’s forskel på skoenes placering – det,, som man kommer til at kalde benlængde, om end det skyldes den ”fejl” i bækkenet, der forårsager smerterne i ryggen.

Helt tør i munden og med lav stemme sagde jeg febrilsk noget i retning af ”jeg beder i Jesu navn, at smerterne må forsvinde” – og jeg så at den ene sko gled ud og satte sig ud for den anden, samtidig som jeg synes jeg mærkede noget friktion i den ene håndflade hvor hælen var, mens benet gled på plads.

BL udbrød et eller andet højlydt, rejste sig op lidt rød i hovedet og sagde noget, mens hun stod og svingede armene og trippede. ”Det er væk – jeg har ikke ondt mere” sagde hun noget i retning af med begejstring i stemmen og et stort smil, og jeg tror nok jeg fik et stort kram, men jeg rystede af spænding og jeg husker det ikke så tydeligt. Jeg mener at huske at hun sagde tak, og jeg sagde, at hun ikke skulle takke mig, men Gud, for jeg havde jo ikke gjort noget.

Da vi gik ud passerede vi  RJ, og BL smilede og sagde ”se lige her” mens hun marcherede forbi. RJ spurgte, hvad der var sket, og da BL fortalte det, rejste RJ sig resolut og gik ned mod lokalet og sagde til mig, ”kom lige her – jeg har også ondt i ryggen”. Jeg husker det ikke som om der var stor forskel i benlængde, men jeg bad og RJ rejste sig og sagde noget i retning af ”tak, det hjalp”, og gentog det et par gange inden vi gik på weekend.

BL var effektiv den dag (også) – så jeg husker at hun kom til printeren endnu en 2-3 gange den fredag eftermiddag, i skarpt trav, et stort smil – og et mirakel rigere.

Jeg bad i den kommende tid for flere mennesker, men altid efter en indre kamp, om det nu også var min opgave, om jeg ikke kunne ignorere det, om det var smart lige i dag etc. – men hvor det endte med at min indre fornuft altid sagde, at jeg havde et ansvar, når jeg havde haft tanken, og det handlede jo ikke om mig og en evne jeg havde, så det mindste jeg kunne gøre var da at tilbyde at bede – det kræver ingen særlige evner, så det kunne jeg. 

En dag til møde i vores kristne menighed hilste jeg på min ven OE, og bemærkede at han så lidt skidt ud. Det viste sig, at han lige var kommet hjem fra en tur til Rumænien, hvor han stort set hele turen hjem havde ligget ned, pga. ulidelige smerter i ryggen. Jeg mener også, de havde frekventeret en østrigsk læge undervejs, uden held. Under mødet fik jeg atter den tanke igen og igen, at det da heldigvis ikke havde noget med mig at gøre. Uden at jeg af den grund fik held til at kunne skubbe tanken væk. Da vi drak kaffe i smågrupper, gentager OE’s kone historien overfor nogle af de andre omkringsiddende.

Overfor mig sidder ET, der straks udbryder ”Jens, du kan da bede for ham, så han bliver rask”. ”Nja”, siger jeg lidt ubekvemt. ”Jo, det kan du helt sikkert”.  Jeg var meget i tvivl, men rejser mig og siger ”hvis du har tro til det, så har jeg også”. Og vi går ind i et lokale ved siden af. Jeg holder under OE’s hæle, og siger ”jeg beder om at smerterne forsvinder i Jesu navn”, og OE rejser sig op og siger som det naturligste, at han ikke har ondt mere. OE er ikke den store showman, så han går ind og drikker kaffen færdig. ET derimod, der har været vidne til et bibelsk mirakel, og vant til at tale i menigheden, fortæller begejstret, hvad han har oplevet.

Tanker om, hvem der kan blive helbredt

Jeg har flere gange bedt for kristne, hvor stort set ingen har oplevet en øjeblikkelig helbredelse, OE som stærkeste undtagelse.

Jeg har flere gange bedt for ikke-kristne, hvor stort set alle har oplevet en øjeblikkelig positiv påvirkning eller direkte helbredelse, BL som stærkeste eksempel.

Jeg har undret mig meget over denne sammenhæng, men er med tiden blevet klar over, at det er et kristent princip – at ”de raske ikke har brug for læge, men de syge” – som også er en del af Jesu lignelse i fortællingen om det fortabte får, hvor hyrden efterlader de 99 for at lede efter og finde det ene, der var blevet væk.

Man kan få den tanke, at det er uretfærdigt, at man som kristen åbenbart har en dårligere chance for at blive helbredt gennem forbøn, end en ikke-kristen. Jeg har fået den tanke, at det måske handler om uretfærdig stolthed hos den kristne, der søger forbøn – fx at ”jeg har ret, for jeg har ventet længst, eller været mest trofast”. Stolthed står i forvejen i vejen for meget velsignelse, så måske spærrer den udsynet for nåden, der ellers gerne vil ind og arbejde? Måske er det ikke generelt, men bare det jeg har oplevet.

Tanker om placeboeffekten

I forsommeren 2016 har der været forskellige tv-udsendelser om mirakler, hvor naturvidenskabelige eksperter såsom filosoffer, læger og andre sundhedsfaglige bliver bedt om at forklare oplevede og dokumenterede mirakler.

Når man ved at mirakler sker, fordi man selv har oplevet eller været vidne til et mirakel – og man ved, at det kendetegnende ved et mirakel er, at det ikke kan forklares ud fra fysik, kemi, logik eller prognose, får man stor medfølelse for de sagesløse eksperter, der skal bortforklare det som alle andre kan konstatere.

Særligt tåkrummende var en ekspert, der mente, at de dokumenterede effekter af healing og forbøn, udelukkende var et resultat af patientens selvskabte mentale indstilling, pga. kamerafolkenes blotte tilstedeværelse og af dermed opståede følelser hos patienterne af at få ekstra opmærksomhed, som skulle udskille stoffer, der ville virke smertelindrende.

Udover fordummelse og latterliggørelse af de pågældende patienter, der i årevis har lidt og kæmpet, virker en sådan udtalelse nedværdigende i en sådan grad, at min gennemgående tanke overfor placebo-anklagende fagpersoner er, at de egentlig er rystende nervøse for selv at blive afsløret som placebo – altså uden egentligt aktivt indhold til gavn for udvikling og forskning indenfor natur- og lægevidenskab.