friis' begravelse 2016

Tale ved min onkel Friis' båre

den 16. september 2016 i Sct. Pauls Kirke

 

Min kære onkel Friis er hentet hjem til Gud.

Mennesker fødes som originaler, og dør som kopier, hører man ofte citeret. Dog ikke Friis. Han fødtes som original, og han døde som original.

Gennem et langt liv, og lige indtil fasters svagelighed og Friis’s demens blev altdominerende, har han haft en aldeles forbløffende arbejdsomhed, dedikation, kreativitet og energi. I sine unge dage lagde han nyt tag på huse, han lærte sig alskens håndværk ved at se hvad de andre gjorde, og han var udholdende, altid loyal, retskaffen og meget dygtig, trods manglende formel håndværksmæssig uddannelse.

Da han gik på efterløn, byggede han lysthuset – og på nær da spærrene skulle løftes op, var han alene om opgaven. Han løftede spande med hestemøg få dage efter han havde haft to gange hjertestop, trods et forbud mod at løfte mere end en liter mælk i 40 dage, så vidt jeg husker.

Det er det rene pip, sagde han til mig – jeg kan jo ikke mærke noget. Jeg har det jo godt. Og haven måtte jo gødes – det ved alle vi, der har væltet os i kartofler, ribs, jordbær, bønner, solbær, rødbeder, tomater, agurker, sølvbeder – og pindsvin, der fodredes regelmæssigt og trofast og med en lidenskab, som var det dyrene i stalden på Martin A. Hansens tid.

Om vinteren klippede han utrætteligt frimærker til Y-men, han drejede mus og fade i kælderen, og han gik sine timelange ture formiddag og eftermiddag. Fandt et par flasker om dagen, og viste dem stolt frem for faster, der sad i logen når han kom hjem, altimens hans briller duggede, og hans næse dryppede, og uret måske slog 3 slag, så kaffemaskinen godt vidste, at om lidt kom den på arbejde.

Herefter blev der læst ”Det bedste”, indtil der begyndte at dufte af sovs og kartofler, græskar og asier og rødkål i lejligheden (til tiden), og inden en stak hemmelighedsfulde kryds-og-tværser om aftenen modvilligt men uimodståeligt måtte lade livet, eventuelt efter et par opslag i et hav af de meget ejendommelige ordbøger til brug for netop denne, dengang så udbredte og populære, disciplin.

Man blev aldrig overrasket, når man var på Marselisborg Allé.

Men længe før den tid, der på så mange måder udgør en varm og tryg og vigtig del af min opvæksts DNA, er der en nærmest ukendt scene i Friis liv, der får en skæbnesvanger og aldeles hjerteskærende betydning for ham og hans liv.

Først for ganske få år siden, fortalte han mig om det, en dag hvor faster sad og sov, eller var fraværende på anden vis. Det husker jeg ikke, men det var i Ankersgade, inden demensen satte sig tungt på det hele.

Lille Børge, 6 år – bliver indlagt i Århus pga. sygdom – jeg husker ikke om det var lungebetændelse, tuberkulose, eller hvad det var – men han bliver indlagt – kort efter sin 6 års fødselsdag i november eller december 1930. Han bliver der julen over, og kommer først hjem omkring april.

Hans mor besøger ham regelmæssigt, men der er et eller andet der ikke er helt som det skal være, uden at der bliver sat ord på. Først da han kommer hjem får han at vide, at hans far er død nytårsnat, og at det er derfor han ikke har været på besøg de sidste 3 måneder. De af jer der følger med til graven, kan selv se, at Tomas Jensen er død 1.1.1931.

Det siger sig selv, med det vi moderne mennesker ved i dag, at det har været traumatiserende for sind og sjæl, for den lille dreng, og den lille familie. Mor og 3 drenge flytter fra forstaden helt ind til Århus, hvor fru Friis arbejder i døgndrift for at brødføde sine børn. Kun fantasien sætter grænser for, hvor hårdt det må ha’ været, og hvor meget hård disciplinering og følelsesmæssig arvæv årene har givet den voksende lille Friis.

Set i dette lys, virker det ganske enkelt som en kraftanstrengelse, at dette tidligt traumatiserede barn, udvikler sig til en voksen mand, der sammen med faster, af alle sine nære relationer, opfattes som drivkraften i en verden af gæstfrihed, livsglæde, kærlighed, tjenstvillighed og generøsitet.

Ikke kærlighed, som i romantisk kærlighed – men kærlighed i ordets oprindelse – nemlig at vi elsker, fordi Gud har elsket os først. At det faldt ham naturligt at tjene andre, som kirketjener her i Sct. Pauls kirke, som Y-mand, som ansvarlig for isenkram i et utal af loppemarkeder, med henblik på at samle penge ind til velgørenhed – og som når han støvsugede fasters bil, som han – trods vedholdende praleri af egne køreevner, aldrig fik mulighed for at køre, måske fordi hans erfaring var ligeså gammel som hans kørekort.

Han dækkede borde og vaskede op, satte vindskærme i teltene i Lysthuset, når der igen var gæster og faster havde haft alle gryder i brug. Han var et dedikeret serviceorgan til andres glæde.

 

Men Friis kunne også godt virke intolerant. Det er ikke mange TV-aviser, der er blevet set uden et konkluderende ”PJAT”. Andre menneskers sløvsind, manglende kvalitet eller dårlige opførsel eller opdragelse. Det var også ”PJAT”.

Men for os, der var indfanget i hans nærhed – blev ”PJAT” hurtigt erstattet med et usagt ”PYT” og et smil og et muntert grin i stedet. Han var bestemt tolerant i det nære, men vi kommer ikke udenom, at han ofte kunne virke intolerant i det mere fjerne. Overfor det han ikke kunne forstå.

Det fjerne omfattede ikke mindst myndigheder og autoriteter. Friis ville da ikke betale kloakafgift i lysthuset, når han nu selv tømte brønden, som han altid havde gjort. PJAT at man skal betale tåbelige afgifter, PJAT med alle de miljøregler. PJAT.

Stakkels Faster ringede til mig en aften og bønfaldt mig om at betale den 3. rykker fra kommunen, så de kunne få fred. Friis sagde PJAT, da jeg havde betalt, men jeg hørte ikke mere for det, og resten gik af sig selv.

Nu kan både Århus Kommune, Danske Bank og andre instanser igen sove trygt om natten. Friis har betalt sin sidste rykker, og han truer ikke længere med at hæve alle sine penge i små sedler, i protest mod Danske Banks hævegebyrer.

Vi andre der ikke før levede i frygt for en overhaling, lever nu glad med minderne. Minderne om et meget særligt menneske, der på trods af omstændighederne blev et enestående socialt, givende og varmt menneske.

Jeg takker Gud for det liv, der nu er slut her hos os. I Guds levende hænder betror vi Friis’ sjæl for tid og evighed.

Min kære onkel Friis. Tak for din hengivenhed og din kærlighed til mig og til min familie.

FRO

MSE

JER