Tale ved min fasters båre

den 6. januar 2016 i Sct. Pauls Kirke

Kære venner. Nogle mennesker fødes med en sølvske i munden. Jeg blev førdt med en faster i hånden. Gennem hele mit liv har jeg nydt godt af fasters kærlighed, gæstfrihed og generøsitet, og det er flydt ud over hele min familie, så du har været vores allesammens faster.

Som årene er gået er vi rykket tættere sammen - vi har haft sværere og sværere ved at undvære hinanden - nu står jeg så her, og skal lære at undvære dig.

Vi har ikke altid været enige - bestemt ikke. Mens du har grinet over AGF, så har jeg grædt, men du har aldrigt været i tvivl om, hvorfor det gik dem dårligt: "Den træner dér - han er altså lige lovlig arrogant" - var din sædvanlige analyse.

Faster - du har altid været en ener - du stod op om natten i 86 i det gamle lysthus, kom listende ind i stuen, og så så vi Uruguay og Danmark. Du var vild med boksning - en lidenskab du ikke havde nogen at dele med.

Og du var vild med at kræse for alle der trådte ind af døren i Marselisborg Allé, eller i Lysthuset.

Du viste stolt den store balje med jordbær, der lå og trak i Brøndum, og da du to dage senere viste flasken med jordbærsnaps frem, og jeg spurgte hvor jordbærrene var blevet  af, og smilede du og svarede lidt undvigende, der viste at de da bestemt ikke var gået til spilde.

Dit sammenhold med Kivsten, Marie, Valborg og Super-Karla var uvurderligt for dig, og jeg er taknemmelig for de sjove oplevelser det også har givet os.

Faster - du var glad og festlig, da du havde kræfterne - du var farvestrålende - ligesom blomsterne på din kiste i dag. Sådan vil vi altid huske dig.

Tak for alt min kære Faster.

FRO

MSE

JER