fars begravelse 2016


fromsejers fingeraftryk

Tale ved min fars båre

den 2. september 2016 i Roskilde Domkirke


 

Kære venner. For 2½ uge siden fik vi besked om, at fars blodprøver viste vejen direkte, uden omveje, hen til dagen i dag. Efter nogle timer samme dag som vi fik beskeden, sagde jeg til ham: Gys, jeg skal nok sørge for, at det bliver en rigtig flot gudstjeneste vi holder for dig. Og jeg har altså sådan, at det ikke bliver en begravelse, overskygget af sorg. Uha nej, svarede han, det skal det heller ikke være da!

 

Mange af jer har hørt eller læst en af de historier, som min far gang på gang vendte tilbage til, når han skulle holde en prædiken eller en andagt. Nemlig den fortælling om et maleri, der viser en begravelse på en kirkegård i Jylland.

 

Det særlige ved billedet er, at enken er afbildet helt uden hoved. Kunstneren, som min far beskriver som vagabond og vandringsmand, men også som en vismand – forklarede det således: Præsten talte ikke nok om opstandelsen, så bøjede enken hovedet, og groede indad, og græd. 

 

Far elskede alt hvad der handlede om opstandelsen. Det var som et smertefrit brændemærke i hans sjæl, at Jesu opstandelse aldrig måtte stå i baggrunden. Far havde håbet og glæden med sig hjemmefra, i det han et sted har beskrevet som det lyse og glade indremissionske barndomshjem, på gården i Vorbasse.

 

Far er vokset op som en slags bogmærke inde i bibelen. Min farfar var som et legemliggjort gammelt testamente. Satte en blaffende soldat af, da denne trods indædt formaning første gang også valgte at bande anden gang.

 

Min farfar kiggede ikke over på den anden side ad fortovet, da han blev anråbt af en genbo, der åbenbart havde fornærmet ham utilgiveligt. Stirrende stift langs med fortovet uden at ænse mandens undskyldning, husker jeg vi gik, mens han klemte min barnehånd, nu blot endnu mere, i sin store landmandshånd.

 

Min farmor derimod, er i min erindring, nærmest som Jesus selv. Som det nye testamente med langt hvidt hår, fuld af mildhed og kærlighed. Hun vendte aldrig ryggen til, ejede ikke skyggen af stolthed, og når hun mere eller mindre frivilligt blev den lille, når vi spillede domino eller æsel, så sluttede hun altid af med et smil, og et veltilpas ”a tabt’ mæ glans”!

 

Far så med farmors mildhed på alle de mennesker han mødte. Og jeg har altid beundret ham for det!

 

Fars kærlighed til de, som årene gik, i vore øjne mere og mere håbløse konfirmandhold, var uden sidestykke. År efter år konstaterede han, at det her – det er det bedste hold jeg nogensinde har haft. De er fantastiske!

 

Mødet med landevejens farende svende, bar altid præg af accept og imødekommenhed. Fars vished for, at mange af disse sjæle var langt tættere på Guds rige, end mange af de velklædte og velfriserede, rummede kun de første gange et vist overraskelseselement for mig – den åbenlyse evangeliske lighed gjorde hurtigt enhver tvivl til skamme. Gøgler og spillemand, brasso og vagabond – det var ikke negative betegnelser i vort hjem. Respekten og kærligheden til disse mennesker har altid været ukrænkelig.

 

Kærligheden til mennesker varede ved, lige indtil fars sidste time. Når de smilende sygeplejersker og assistenter trofast kom i deres kitler, var fars reaktion helt indtil sidst, et glædestrålende heeeej. De kom ikke til ulejlighed.

 

Jeg har altid beundret fars poetiske prædikener. Hans seriøsitet omkring hver enkelt af dem. Mange billeder, mange fortællinger, mange anekdoter, mange radiser gik igen – men ingen prædiken har efter min bedste overbevisning været mere end blot daggammel.

 

Bonhoeffer, Frans af Assisi, Piet Hein, Søren Brun – alle fik de taletid, når blot deres pointe understøttede evangeliet, og bibragte entydige strejf af håb, glæde eller tro, til dagens tekst.

 

En særlig beundring havde far for Desmond Tutu. Tutu der sagde, at når noget virker håbløst, da husk blot på, at det mest håbløse nogensinde i verdenshistorien – det skete langfredag – og det endte dog med påskemorgen. Frit genfortalt men med pointen intakt. Det er også en trøst for os i dag.

 

Far og jeg havde siden mine teenageår en forbindelse af humor og galskab, der ikke var helt normal, for at udtrykke det på vestjysk. Far havde sin del intakt, lige til den sidste dag. Da jeg en uge før han døde, spurgte ham om han godt kunne se mig, hvis han ellers kunne åbne øjnene, så sagde han ”Sagtens, ellers skulle jeg da være gået til Louis Nielsen”.

 

Gennem hele livet har min søster og jeg følt os privilegerede, elskede, forkælede. Det har vore børn i sandhed også.

 

Far og jeg kørte mange ture alene i mine unge år. Hørte mange prædikanter rundt omkring i København, når han havde frisøndag i Utterslev. Og jeg var også med heeeele vejen til Roskilde en kold søndag eftermiddag i januar 1983, da han skulle aflevere en ansøgning til det helt uopnåelige embede i Roskilde Domkirke. Vi gik en tur ned ad Algade, og mødte blot et enkelt menneske. Han hilste på min far og på mig, og sagde han hed Bertil Wiberg. Min far fortalte bagefter, at det var biskoppen.

 

Nogle uger senere fandt jeg ud af, at det i grunden var revnende ligegyldigt, hvad biskoppen hed, sålænge formanden for MR hed Ove R. Engholmer. I dag hvor vi ser tilbage, er det tydeligt, at hvis vi som familie regner os selv fra, er Ove Engholmer uden modkandidater det menneske, der har haft den største og mest positive betydning for min fars liv. Og dermed også for vores.

 

Far blev indsat som andenpræst i maj 1983, og meget forandredes. For Roskilde, og for os. Far indførte stående taletid i menighedsrådet, og straks faldt mødernes længde mærkbart. Far indførte søndagssamvær, og straks faldt mange menneskers ensomhedsfølelse om søndagen markant. Far gik foran med samarbejde med de øvrige kristne menigheder i byen, og sammen med mor lavede de juleaftener og bragte julefred og glæde til mange knuste julehjerter.

 

Far flyttede kirken ud af rammerne – men han flyttede aldrig rammerne ud af kirken! Han solgte aldrig ud af evangeliets ukrænkelighed – og vendte aldrig ryggen til nogen, blot fordi de måske ikke lige den dag var medlem af folkekirken. Nåden skulle ikke begrænses af medlemskaber menneskeskabte konventioner. 

 

Han ønskede for alt i verden ikke at skygge for Guds lys og nåde – men at reflektere den til alle Guds børn. Han gjorde det godt.

 

Far har selv bestemt indholdet af denne begravelsesgudstjeneste. I dag er det præcis et halvt år siden han skrev teksten:

 

"Salmer til min begravelse

Engang langt ude i fremtiden"

 

Og med store bogstaver:

 

"HVOR HAR JEG HAFT ET GODT OG MENINGSFYLDT LIV"

 

Fars liv var ikke altid en dans på roser, skønt han elskede roser.

 

Fars liv var ikke altid en lysfest, skønt han elskede lyset.

 

Fars liv var ikke lutter lagkage, skønt han elskede lagkage.

 

Far var på ingen måde en fejlfri, men han var nu heller ikke begejstret for de fejlfri.

 

Når far holdt morgenandagt i Løgumkloster, i Silkeborg, i Rønde, eller på Nyborg Strand, begyndte han ofte med at ønske

 

GODMORGEN

 

Og når der blev mumlet et tilbagesvar fra alle de næsten morgenfriske og forventningsfulde deltagere, sagde far med klar stemme og læsebrillerne helt yderst på næsen:

 

DET’ DEN DEJLIGSTE MORGEN I 100 ÅR….

 

OG JEG LEVER – svarede alle med glæde, til fars store tilfredshed.

 

 

Når nu jeg tænker over det, er det som han hele livet har rettet blikket op mod himlen og prist Guds skaberværk og sagt:

 

DET ER DEN DEJLIGSTE MORGEN I 100 ÅR

 

Og han har hørt Jesus svare: OG JEG LEVER

 

Tak for alt far – tak for alt, gode GYS

 

FRO

MSE

JER